Den første sne er netop faldet, fortæller Ian Brown over telefonen fra Canada. Han er sammen med sin familie kørt tre timer nord for hjembyen Toronto for at være coronasikker i en isoleret bjælkehytte.
Det var også herfra, han perpleks fulgte det amerikanske valg, der nu får konsekvenser for de mennesker, han kom tæt på, da han gennem 12 år kørte 130.000 kilometer gennem 50 stater for at indsamle versioner af Den amerikanske drøm. Han satte sig ind på diners, tog på rådhuset, besøgte fabrikker og standsede bilen i småbyer for at møde amerikanere af enhver slags, fotografere dem og stille dem alle det samme spørgsmål: Hvad er din amerikanske drøm?
Hvorfor gav du dig selv sådan en opgave?
»Det har altid undret mig, at USA som det eneste land i verden har sin nationale drøm, The American Dream. Der er ikke en canadisk drøm, en dansk drøm, en brasiliansk drøm. Selvfølgelig vil folk i vores lande også gerne have det bedre, skabe et godt liv for deres børn, gøre deres drømme til virkelighed. Men i USA har man skabt denne her idé, som ikke er skrevet ind i forfatningen eller i den dur, men som har indlejret sig hos befolkningen«.
