Er han den værste præsident i nyere tid nogensinde? Husker du nogen værre?
Det var den slags spørgsmål, der mødte mig, da den dengang stærkt omstridte republikaner George W. Bush gik af som præsident i 2009.
Mange så nemlig USA’s 43. præsident som en af de mest polariserende præsidenter i nyere amerikansk historie, da han efter otte stormfulde år i Det Hvide Hus takkede af.
Det var ham, der i sine første år kastede USA ind i de endnu uafsluttede storkrige i Afghanistan og Irak – den sidste tilmed på et forløjet grundlag, der endte med at splitte både FN og USA’s allierede.
