Først lavede børn ballade og blev fængslet. Så kom krigen, en halv million syrere blev dræbt, 12 millioner flygtede hjemmefra, og efter 10 år vandt diktatoren, Bashar al-Assad.
Er det historien om Syriens krig de seneste ti år?
Ikke helt. Børn lavede i marts 2011 graffiti på husmure i den syriske provinsby Dara’a. Og ja, de provokerede byens sikkerhedschef, Atef Najeeb, diktatorens fætter, da de på en husmur skrev: »Nu er det din tur, Doktor« – en direkte opfordring til Assad, uddannet øjenlæge, om at forsvinde.
I de to måneder forinden havde rasende folkemængder i Tunesien tvunget dette lands diktator, Zine al-Abidine Ben Ali, i eksil. Og endnu større folkemængder i Kairo havde presset den egyptiske diktator, Hosni Mubarak, fra magten.
