Erdogans stolemangel reddede EU: Vi overså det virkelig pinlige
EU-toppen snublede så meget i mødet med den tyrkiske leder, at vi helt glemte at diskutere årsagen til deres besøg. Det er ellers den virkelige skandale.
Humanity washed ashore«, hed det for nogle år siden i et berømt hashtag på de sociale medier: »Menneskeligheden er skyllet op på land«, kunne man oversætte det med.
Det var i 2015. Og anledningen var et foto af den kun toårige syriske dreng Alan Kurdi, der endte sine dage i vandkanten på en tyrkisk strand.
Fotoet af den lille knægt – i første omgang kendt ved den tyrkiske stavemåde Aylan – i rød bluse, shorts og sandaler gik verden rundt. Chokerede. Et lille barn ...
Og som om det ikke var katastrofe nok, omkom også hans femårige søster Galip og moderen Rihan under flugten fra det borgerkrigshærgede Syrien mod Europa.
Men i dag taler ingen om Alan. Måske bortset fra de tre tyrkiske menneskesmuglere, der sidste år blev idømt 125 års fængsel for deres medskyld i hans og andres ulykke.
Men ellers er det andre hashtags som #GiveHeraSeat, »Giv hende en stol«, der optager de sociale medier (hvad det har med lille Alan at gøre, kommer vi tilbage til).
Det nye hashtag handler om den såkaldte sofaskandale, Sofagate, der betød, at EU-kommissionsforkvinde Ursula von der Leyen blev henvist til en plads i en sofa, da hun og EU-præsident Charles Michel 7. april besøgte Tyrkiets autoritære præsident Erdogan. Der var kun to stole.
De sociale medier gik amok. Hvad lignede det dog?
Skurken og skurken
Først var Erdogan en skurk, fordi han havde ydmyget EU-kommissionsforkvinden. Siden overtog Charles Michel skurkerollen, fordi det viste sig, at han faktisk havde taget von der Leyens stol.
Med så gravalvorligt et emne på bordet syntes de færreste at interessere sig for, hvorfor de to EU-spidser overhovedet var så optaget af at besøge den tyrkiske præsident, at de nærmest faldt over hinandens (stole-)ben.
Den egentlige skandale lå ellers slet ikke i det med stolene og sofaen, men netop snarere i de to EU-lederes ærinde: at gøre sig til over for den tyrkiske sultan i det fromme håb, at han – mod fortsatte beskyttelsespenge – fortsat vil holde syriske og andre flygtninge og migranter væk fra Europa.
Og i det spil gør det mindre, at de skal forhandle med en tyrkisk præsident, som Italiens ministerpræsident, den tidligere europæiske centralbankchef Mario Draghi, kort efter det turbulente møde kaldte en »diktator«.
Vi taler om en tyrkisk leder, der undertrykker og fængsler sine politiske modstandere, og som i øvrigt også netop har opsagt den såkaldte Istanbul-konvention om beskyttelse af kvinder mod vold.
Den egentlige skandale lå ellers slet ikke i det med stolene og sofaen, men netop snarere i de to EU-lederes ærinde: at gøre sig til over for den tyrkiske sultan
Den slags har vi før fortrudt, at vi samarbejdede med. Vi fortrød eksempelvis vores fornuftsromance med Libyens brutale diktator, Muammar Gaddafi, der ligeledes holdt flygtninge og migranter tilbage fra os. Men vi mistede kontrollen og endte bogstavelig talt med at myrde ham ... og altså fortryde vores vildfarelse.
Overgreb mod politiske modstandere har også udløst sanktioner, når vi taler Rusland og Putin-styrets behandling af en politisk modstander som den nu fængslede Aleksej Navalnyj, bemærkede den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung for nylig.
Men lige nu optager den slags tyrkiske kvababbelser EU lige så lidt som mindet om Alan Kurdi. De europæiske ledere synes i bund og grund at være mere bange for en åbning af de tyrkiske flygtninge- og migrantsluser end for Ruslands arsenal af atomvåben.
EU’s værdipolitiske ambitioner er på en måde trængt i baggrunden af de gamle partiers frygt for indvandrerkritiske vælgere og truslen fra politisk populisme, og så må de leve med, at den angstdæmpende medicin indeholder et vist mål af moralsk forfald.
Men forfaldet stikker dybere.
