Der gik mindre end 100 dage: Så var manden med det Trumpske øgenavn ’Sleepy Joe’ forvandlet fra en præsident, som mange troede ville være tilfreds med blot at slette de værste spor efter Donald Trump, til at være en præsident, der med sine gigantiske hjælpepakker, historiske klimaambitioner og målrettede indsats mod den ligeså historiske coronapandemi bliver sammenlignet med nogle af nyere amerikansk histories allerstørste præsidenter.
»Kan Biden blive en slags Franklin D. Roosevelt-præsident? En historiker ser overraskende paralleller«, lød det eksempelvis i avisen The Washington Post for nylig.
Radionetværket NPR gik endnu længere: »Ender Biden i selskab med FDR og LBJ i det demokratiske partis panteon?«, lød en overskrift for en uges tid siden med henvisning til de historiske præsidenter Franklin D. Roosevelt (FDR) og Lyndon B. Johnson (LBJ).
Det er de helt store drenge i demokraternes politiske klasse, vi taler om: Franklin D. Roosevelt var manden, der førte USA gennem Anden Verdenskrig, og som med sin ’New Deal’-politik fik USA ud af 1930’ernes store depression. Det var ham, der med sine økonomiske reformer gik til angreb på omfattende social ulighed, og som i det hele taget blev definerende for meget af det 20. århundredes amerikanske liberalisme.
