Danmark har en ting tilfælles med Kina, Sydkorea, Ungarn, Italien og de fleste andre lande i verden: Vi får færre børn. Faktisk vælger flere af os helt at lade være.
Prognoser viser, at fødselstal verden over falder, og mens det for nogle lande sker gradvis, oplever andre store fald. Alene i 2020 blev der født 16.000 færre babyer i Italien end i 2019, og 2020 blev året, hvor Sydkorea for første gang oplevede en nedgang i befolkningstallet – der døde flere, end der blev født.
Statsledere verden over kan kun se én løsning på problemet; der skal sættes flere børn i verden hurtigst muligt.
Selv om Kina er verdens mest folkerige land, er det hårdt ramt af for få fødsler, og Kina har forladt sin såkaldte etbarnspolitik.
