I dag ser Natalia Voronkova sådan her ud: Hun er iført lang nederdel med sort-hvide tern, høje hæle og stram skjorte i armylook og har knaldrøde negle og læbestift. Hun har sat sit lange lyse hår op på hovedet, så man ser hendes fine sølvørenringe.
Er det virkelig vigtigt, hvordan hun ser ud? Ja, det er det. Jeg skal nok forklare det senere.
Lige nu står Natalia i haven bag en rigmandsvilla, der har fået en granat gennem taget, og lytter til den tyrenakkede oberst Sergej Kotenko, som fortæller om et raid mod en af russernes stillinger her i nærheden. Russerne fik så travlt med at komme af sted, siger Kotenko, at de efterlod en del granater, droner, miner og skudsikre veste med russiske navne på, plus et flag fra det gamle Sovjetunionen.
Obersten holder den røde fane op, så vi kan se den.
