Da kriminalbetjent Jon Kadner fra sherifkontoret i Cascade County i Montana i 2012 blev sat i spidsen for efterforskningen af et uopklaret dobbeltmord, var sagen allerede over 50 år gammel.
Det var første gang, Jon Kadner, der er 40 år gammel og opvokset på landet i Iowa, havde hørt om Duane Bogle og Patricia Kalitzke, teenagekæresterne, der blev skudt og dræbt i januar 1956, to årtier før han blev født, formodentlig efter at de var kørt til et område i Great Falls i Montana, der i daglig tale blev kaldt ’kærlighedsstien’.
»Gennem mange år var masser af materiale blevet gennemgået, og adskillige mistænkte var blevet efterforsket«, siger kriminalbetjenten. »Men jeg vidste, at nøglen lå i dna«.
For to uger siden kunne sherifkontoret i Cascade County meddele, at det havde opklaret sagen. Efterforskerne udpegede Kenneth Gould, en hestetræner, der døde i 2007, som den »sandsynlige gerningsmand«, der havde skudt 18-årige Duane Bogle og 16-årige Patricia Kalitzke for mere end 65 år siden.
