Den 16-årige pige vil gerne i krig. Meron Mezgeb står i folkemængden og ser på de lokale styrker, der marcherer ind for igen at tage kontrol med hovedbyen i den etiopiske region Tigray, 6 måneder efter at de blev drevet på flugt. Hun venter på at få udleveret et gevær, så hun kan slutte sig til dem.
»Jeg er kommet, fordi jeg har set piger som mig selv blive voldtaget af soldater og militsfolk«, siger hun. »Jeg ville egentlig have tilsluttet mig kampen fra begyndelsen, men jeg fik at vide, at jeg ikke var gammel nok. Men nu har jeg set mine kammerater melde sig, og jeg er kommet for at kæmpe sammen med dem«.
Jubelscenerne og kampgejsten i byen Mekele er dokumenteret på en video, som AP fik smuglet ud af Tigray nogle dage senere. Optagelserne giver et sjældent indblik i den dramatiske drejning, der er sket i konflikten, som har truet med at destabilisere et af Afrikas mest folkerige og magtfulde lande.
Efter i månedsvis at have levet i frygt i en by, der var besat af etiopiske soldater og styrker fra nabolandet Eritrea, strømmer indbyggere i Mekele hen til det lokale sikkerhedskontor for at melde sig frivilligt til at kæmpe.
