Det var ikke mindst tegningen og den 14-dobbelte gentagelse af ét helt bestemt ord, der fik kinesiske kommunister op af stolene, da Japan for en uges tid siden udgav sin årlige forsvarspolitiske redegørelse.
»Japan fortsætter med at provokere«, rasede de på Kinas engelsksprogede avis Global Times, der kontrolleres af det kinesiske kommunistparti, og som ofte bruges til at sende nationalistiske budskaber af sted mod USA og dets allierede.
Det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, wolf warrior-diplomaten Zhao Lijian, talte om noget »ekstremt forkert og uansvarligt«.
Man fornemmede en vis vrede, som man ville sige på jysk ...
