Den aften i juli, da 7-årige Ethan Chandra fik diagnosen covid-19, lå han i sengen med høj feber og holdt sin mor i hånden. »Jeg er bange for, at jeg skal dø«, sagde han.
Hans mor, 38-årige Alison Chandra, vidste ikke, hvad hun skulle sige. Langt de fleste børn på hans alder får enten ingen symptomer eller også kommer de sig helt efter covid-19, men Ethan har en hjerte- og lungelidelse, der gør ham særligt sårbar.
Hans familie i byen Lehi i Utah har det seneste halvandet år gjort sig store anstrengelser for, at han ikke skulle blive smittet. Han og hans søster har passet deres skole hjemmefra og har kun været ude at lege med nogle få nære venner iført ansigtsmaske og med stor opmærksomhed på at holde afstand. I november blev Ethans forældre smittet med corona, efter at hans far kortvarigt havde været fysisk tilbage på sin arbejdsplads. Det lykkedes dem dog at undgå at smitte børnene. Siden har begge forældre udelukkende arbejdet hjemmefra.
Men for nylig fik Ethan alligevel covid-19. Hans mor har lagt fotos af ham på sociale medier, hvor han er iført en særlig medicinsk vest og bruger en inhalator. Hun kritiserer i sine opslag den lave vaccinationsrate i Utah, hvor omkring 45 procent af befolkningen er fuldt vaccineret.
