Flere dage efter at et jordskælv med en styrke på 7,2 på Richterskalaen hærgede en halvø i det sydlige Haiti, har landsbyen Toirac på en bjergskråning endnu ikke set noget til hverken landets beredskab eller private nødhjælpsorganisationer.
Mindst 20 af Toiracs indbyggere, som deltog i en begravelse, da jordskælvet ramte lørdag, blev dræbt, da kirken styrtede sammen, fortæller overlevende.
Med hjælp fra lokale spejdere fik landsbyens beboere gravet deres døde fri og begravede dem i fællesgrave. Af materialer fra de sammenstyrtede huse byggede de nødtørftige ly for den tropiske storm Grace, som sendte tung regn ind over området og udløste oversvømmelser og mudderskred.
»Jeg forventer ingen hjælp. Vi er overladt til os selv«, siger Michel Milord, en 66-årig landmand i Toirac, som mistede sin kone og sit hus i jordskælvet. »Ingen stoler på regeringen her«.
