Elizabeth Thompson er næppe en maler, som huskes af mange i dag. Hun malede især motiver fra Englands mange kolonikrige, gerne af den heroiske slags, det er imperiets selvopfattelse overført til lærred og tegneblok. Et af Thompsons billeder, ’Remnants of an Army’, har fået uventet aktualitet. Det viser en udmattet rytter, der ankommer til det engelske fort i Jalalabad i Afghanistan i januar 1842 som eneste overlevende af en hær på 4.500 soldater, der var blevet tilintetgjort af de skæggede afghanske krigere under tilbagetoget fra Kabul. Ved ankomsten bliver han spurgt: »Hvor er hæren?«, og svarer: »Jeg er hæren«.
Den overlevende var feltlægen William Brydon, at han var den eneste, er dog en myte, men ikke mange var sluppet med livet i behold.
Katastrofen i 1842 er i de senere år blevet fremdraget som en parallel til Sovjets og nu den amerikansk ledede alliances nederlag som eksempel på, at stormagtshære uundgåeligt vil gå til grunde i Afghanistan. Det er en overdrivelse, det er ikke alle, der er kommet galt af sted, og i de fleste tilfælde har katastroferne haft politiske, ikke militære årsager. Historien gentager sig ikke, dumhederne gør.
Afghanistans moderne historie begynder for 200 år siden. I årtierne efter Napoleons endelige nederlag i 1815 var der egentlig kun to verdensmagter, supermagter kalder vi det i dag, nemlig England og tsarens Rusland, en parallel til det bilaterale system efter 1945. Rusland ekspanderede kraftigt i Centralasien, hvad England så som en trussel mod de engelske besiddelser i Indien. Dette strategiske spil, der fortsatte til 1907, er i historieskrivningen kendt som ’The Great Game’. I virkeligheden er det fortsat eller snarere genoplivet de seneste 50 år om end med andre deltagere. Der er ingen grund til at tro, at Kabuls fald 15. august 2021 er det endelige punktum.
