Tre dage efter at orkanen Ida var gået i land i Louisiana, fejede resterne af den hen over det nordøstlige USA og kostede mindst 43 mennesker livet i New York, New Jersey og to andre delstater. Det voldsomme uvejr er et ildevarslende tegn på, hvordan klimaforandringerne kan forårsage nye former for katastrofer.
Den seneste orkan, der havde lige så fatale konsekvenser i det nordøstlige USA, var Sandy i 2012, som fortrinsvis medførte oversvømmelser. Det nye uvejr har vist, hvordan store regnmængder i sig selv kan overvælde en infrastruktur, der er anlagt efter meteorologiske forhold, der gjaldt i fortiden.
Amerikanske myndigheder advarer nu om, at det, der før var utænkeligt, hurtigt er ved at blive til standardhændelser.
»Der er ikke længere nogen ’uforudsigelige’ naturkatastrofer«, siger guvernøren i staten New York, Kathy Hochul.
