Norges populære coronageneral og statsminister gennem otte år, Erna Solberg, kvitterede sidste efterår for tilliden med den passende blanding af moralsk opfordring og vilje til selvkritik, som toppolitikere kan tillade sig, når de oplever medvind på den politiske cykelsti.
Den norske befolkning var på vej ind i en alenlang og restriktionsmættet vinter, men godt og vel et halvt års coronapandemi havde sørget for at genplacere Solbergs konservative Høyre-parti som Stortingets største parti. I meningsmålingerne. Partiet var vokset fra 19 til små 26 procent i tilslutning fra februar til november 2020.
»Vi oplever en pæn tilbagemelding fra det norske folk i forhold til regeringens ledelse af landet. Det gavner særligt Høyre, fordi det er vores ministre, som står i første række med de tiltag, der er knyttet til krisen. Men vælgere skal vindes hver dag, især lige før et valg. Vi tager ingenting for givet, men jeg mener, at vi har en god mulighed for at vinde valget i 2021 også«, sagde Erna Solberg til Aftenposten i november 2020.
Hun advarede mod tidens tendens til angiveri mod udlændinge og arbejdspendlere og havde overskud til at kritisere dele af sin egen pandemihåndtering. I pandemiens første fase var det en fejl at lukke så bredt ned for skoler og daginstitutioner, mente statsministeren, der, modsat hvad vi gjorde herhjemme, sidste vinter indførte en langt mindre restriktiv model for skoler og børnehaver:
