Tirsdag fulgte titusindvis af brasilianere den stærkt omstridte præsidents opfordring til at gå på gaden på landets uafhængighedsdag. Jair Bolsonaro brugte anledningen til at optrappe sine angreb på landets højesteret i en grad, som truer med at kaste Brasilien ud i en forfatningskrise.
Bolsonaro har længe ligget i strid med højesteretten, især fordi flere af hans tilhængere er blevet fængslet i sager, hvor de angiveligt har finansieret, organiseret eller opfordret til voldelige eller udemokratiske handlinger eller været med til at udbrede misinformation.
Præsidentens opfordringer til tilhængere om at gå på gaden fik hans modstandere til at frygte, at demonstrationerne på uafhængighedsdagen ville udvikle sig voldeligt, i stil med hvad der skete i USA 6. januar, da tilhængere af Donald Trump stormede Kongressen. Tirsdagens demonstrationer forløb dog uden alvorlige voldsepisoder.
Både i hovedstaden Brasilia og i São Paulo modtog Jair Bolsonaro bragende bifald fra demonstranterne, mens han gik verbalt til angreb på højesteretten og ikke mindst på dommeren Alexandre de Moraes, som ifølge Bolsonaro står bag en række politiske arrestationer. Præsidenten erklærede, at han ikke længere har tænkt sig at rette sig efter dommerens kendelser. Næste år, hvor Bolsonaro vil forsøge at blive genvalgt, overtager Alexandre de Moraes posten som præsident for landets særlige valgdomstol.
