Fandeme nej, om de vil vise coronapas.
Bevares: Ordlyden var måske ikke præcis sådan. Men det var budskabet, da Ruslands FN-ambassadør, Vassilij Nebensja, for nogle dage siden hidsede sig op over New Yorks borgmester, Bill de Blasio.
Årsag: I forbindelse med FN’s årlige generalforsamling, der nu for alvor går i gang i New York, havde Bill de Blasio og hans stab fået den ide at afkræve deltagerne bevis for, at de er vaccineret imod corona, inden de træder ind i byens FN-bygning. Alternativt kunne de straks få en amerikansk Johnson & Johnson-vaccine, der jo kun kræver ét stik.
Men så satte en vred russisk ambassadør sig altså til tasterne og klagede over »diskriminering«: »Vi er af den opfattelse, at der ikke bør indføres nogen som helst krav ud over rimelig forsigtighed, fordi det reelt kan hindre medlemsstater i at deltage i generalforsamlingen«, skrev han onsdag i et brev til FN-generalforsamlingens formand, Abdulla Shahid.
