Det tyske parlament stopper brugen af telefaxmaskiner«, skrev netmediet Politico i januar i en overskrift og kunne ikke dy sig for at tilføje: »Ja, denne artikel blev offentliggjort 15. januar 2021«.
Og sådan morede mange sig så meget i de dage, da det altså blev bekendtgjort, at det fra næste år – tyskerne er ikke meget for chokterapi – er slut med telefaxer fra Forbundsdagen (på tysk: Bundestag). FDP-politikeren Marco Buschmann bød ironisk parlamentet velkommen til det 21. århundrede.
Det er, indrømmet, en lille historie. Men den fortæller en større: Helt konkret om en håbløs digitalisering, hvor udskiftningen af selv telefaxen varsles med et helt år, mens unge i andre lande må på museum for at opleve sagens genstand.
Men det fortæller også om et Tyskland, der under Merkel har sat stabiliteten så meget mere i højsædet end innovation og disruption, at kritikerne sætter spørgsmålstegn ved nationens Zukunftsfähigkeit – dens evne til at møde fremtiden.
