Hvad gør man ved folk, man vil af med?
I Julian Assanges tilfælde kunne drab være en løsning. Det mente i hvert fald nogle medarbejdere i CIA og Donald Trumps administration, hvis man skal tro en stor historie fra Yahoo News. Bag historien står tre journalister med erfaring fra sikkerhedspolitiske medier.
Historien beretter om »diskussioner« mellem ledende medlemmer af Trumps administration og medarbejdere i CIA i 2017. Her talte man angiveligt om, hvordan Assange kunne skaffes af vejen, og både kidnapning og afretning var på bordet. Debatten skal have været afledt af, at Donald Trumps nye CIA-direktør, Mike Pompeo, søgte hævn over Assange. Samtidig befandt Assange sig på Ecuadors ambassade i London, og alene forslaget om at blande sig, affødte dengang stærk modstand blandt flere amerikanske embedsmænd, skriver Yahoo News:
»Vi sagde til Trump, at det kunne blive grimt«, lyder det fra en anonym kilde i artiklen.
