Topchefen i Den Internationale Valutafond (IMF) havde næppe forestillet sig, det ville blive en brik i et storpolitisk drama, da hun tog på et usædvanligt besøg til en medarbejders private hjem.
Men det var, hvad der skete: Besøget endte som en sigende detalje i netop det: et storpolitisk drama. Og det var i denne uge ikke alene tæt på at koste den bulgarske topøkonom Kristalina Georgieva posten som IMF-boss – en af verdens mest magtfulde poster. Det var også et drama, der udstiller, hvordan rivaliseringen mellem USA og Kina ryster internationale institutioner, der har været grundlag for den hidtidige verdensorden.
Kort sagt: masser af drama. Også selv om sagen umiddelbart handler om noget så gråvejrsagtigt som Verdensbankens årlige ’Doing Business’-rapport om forretningsklimaet rundt om i verden, herunder i Kina.
Vi skal tilbage til 2017. På det tidspunkt er Kristalina Georgieva topchef i Den Internationale Valutafonds søsterorganisation, Verdensbanken, der traditionelt opererer ud fra et lidt længere udviklingssigte end ’hendes’ nuværende IMF.
