Der er ingen grund til at pakke det ind: De færreste i medicinalindustrien kunne for få år siden lide Stéphane Bancel. Den franskfødte millionær og direktør for det undselige biotech-selskab Moderna blev opfattet som lidt af en charlatan. Veltalende med charmerende accent og det hele, men også glat, uhøflig og efter sigende lidt af en bølle.
Der gik historier om, at Bancel pressede sine medarbejdere så hårdt, at de kollapsede på både kontorerne og i bilerne på parkeringspladserne foran hovedsædet i Cambridge, Massachusetts, og blandt konkurrenterne blev der også hvisket: Bancel blev ved med at rejse millioner fra investorer, men det hele var meget hemmeligt. Overdrev han mon de videnskabelige fremskridt? Fabrikerede han ligefrem resultater?
Manden optrådte indimellem i sorte rullekravetrøjer, der måske skulle lede tankerne hen på den legendariske Apple-stifter Steve Jobs, men mange så snarere en parallel til en anden ligeledes karismatisk og ofte rullekraveklædt leder i biotechbranchen, Elizabeth Holmes, der i de samme år blev afsløret som en rendyrket svindler.
»Det var ikke mærkeligt, at folk var mistænksomme, for det var ærlig talt svært at få øje på fremskridtene«, siger Gregory Zuckerman, forfatteren bag den nye bog ’A Shot to Save the World’, der fortæller den vilde historie om udviklingen af de coronavacciner, der netop nu redder millioner af menneskeliv verden over:
