Timingen kunne ikke være mere ironisk.
Det er mandag eftermiddag i Bruxelles, og EU’s 27 udenrigsministre har lige erklæret, at de vil vise fælles front i striden mod Hviderusland. På bordet ligger forslag til 20-30 nye sanktioner vendt mod blandt andet flyselskaber, et hotel og en lufthavn. Rundt om bordet lyder overstrømmende støtte til Polen, som på heroisk vis har vogtet grænsen og holdt stand mod de flygtninge og migranter, som Lukasjenko har forsøgt at sende over.
Efter mødet bliver støtten gentaget til de ventende mikrofoner. Udenrigsminister Jeppe Kofod udtrykker med bestemt røst fuld tillid til, at Polen håndterer situationen korrekt og overholder alle internationale regler. Polen fortjener al den opbakning og hjælp, de kan få. EU’s sande grænsehelt.
For en måned siden talte alle godt nok om et muligt Polexit i kølvandet på en kontroversiel polsk forfatningsdom, som underkendte EU-domstolen på lange stræk. Nok er nok, dundrede stats-og regeringschefer. Hvis ikke Polen kan finde ud af at respektere retsstaten og EU’s spilleregler, så ved de selv, hvor udgangen er.
