Klokken var 22, da Ryanair-flyet fra Tel Aviv landede i Bergamos lufthavn for to uger siden. Blandt passagererne var en lille dreng på 6 år. Da han blev båret ned ad trappen til en ventende politibil, var hans hoved dækket til med en blå jakke for at skåne ham for opmærksomhed fra pressefotograferne, hvis blitzer sendte gnister mod ham i mørket.
Hans tante, onkel og to kusiner ledsagede ham, efter de havde hentet ham i Israel, hvor han havde opholdt sig i tre måneder.
Drengen hedder Eitan Biran og er hovedperson i en tragisk sag, der begyndte med en voldsom dødsulykke på et bjerg i Italien og udviklede sig til en dramatisk sag om kidnapning til Israel, før en højesteretsdom i Israel bestemte, at han skulle sendes tilbage til Italien.
Sagen tog sin begyndelse en smuk dag i maj i år. Det israelske ægtepar, manden Amit Biran og kvinden Tal Peleg, og deres to drenge, Tom på 2 år og Eitan på 5 år, havde i næsten et halvt årti boet ved den italienske by Pavia, hvor Amit læste medicin. I nærheden boede Amit Birans forældre og søster og hendes familie, som også var emigreret til Italien fra Israel.
