0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Der er post. Og det er måske fra en nigeriansk 'øksekult'

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

KAPITEL TO AF TO:


Dette er andet kapitel i historien om den nigerianske ’øksekult’ Black Axe. Denne gang handler det om de kriminelle aktiviteter, der rækker ud over Nigerias grænser. Om en organiseret hær af internetsvindlere, der tjener milliarder på at udgive sig for at være noget, de ikke er. Og som har vist sig at nå Europa.

Hvis du har prøvet at modtage en underlig mail i dit spamfilter, der beder dig om at overføre en betragtelig sum penge til en ukendt konto, så er der sandsynlighed for, at det er den nigerianske ’øksekult’ Black Axe, der står bag.

Og selvom tanken hurtigt kan lede dig hen på en halvdårligt formuleret besked i spamindbakken, som måske lyder en smule uskyldig – og i hvert fald slet ikke som en lukrativ forretning. Så er det langt fra sandheden. Meget tyder på, at det er en virksomhed i milliardklassen.

I to år har journalister fra det afrikanske BBC Africa Eye efterforsket kultens magt og metoder. Gennem et netværk af whistleblowere har de fået adgang til tusindvis af dokumenter, der inkluderer kvitteringer, bankoverførsler og e-mails, som viser et systematisk netværk af internetsvindlere spredt over hele verden.

Dokumenterne viser ifølge BBC, hvordan Black Axe-medlemmerne deler tegninger, erfaringer og udførlige beskrivelser af, hvordan svindel kan udføres. Alt fra romantiksvindel til ejendomssvindel. Eller forretningssvindel, hvor medlemmerne opretter e-mailkonti, der foregiver at være ofrets advokater eller revisorer for at snyde sig til betalinger.

En e-mail afslører en sag om en mand fra Californien, der blev snydt for tre millioner dollars. Efter at have sendt pengene til et kontonummer, han tror tilhører en schweizisk bank, finder han ud af, at banken slet ikke eksisterer. Og i kommunikationen kan BBC se, hvordan manden efterfølgende i »desperate beskeder« forsøger at forklare svindlerne, at der er noget galt.

Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix

MINISERIE

Dette er andet af to kapitler om den nigerianske ’øksekult’
Black Axe.


Siden 2019 har BBC Africa Eye gennem et netværk af whistleblowere og tusindvis af lækkede dokumenter efterforsket kultens magt og metoder. Dokumenterne afslører et kriminelt netværk af menneskesmuglere og internetsvindlere, der strækker sig helt ind i Europa.


Og i december 2021 udgav BBC en dokumentar, hvor journalisterne kommer helt tæt på kulten.

Den anonyme hacker

Den mest omtalte af whistleblowerkilderne er den anonyme hacker, der går under pseudonymet Uche Tobias. Selv beskriver han sig som en ’antisvindel-efterforsker’, der privat begyndte at efterforske Black Axe efter at være stødt på ofre for forskellige svindelfiduser på nettet.

Og hans overbevisning er, at gruppen har op mod 30.000 medlemmer spredt over hele verden.

»Det er ikke en lille klub. Det er en utrolig stor kriminel organisation«, siger Uche Tobias til BBC.

Hans formodning bakkes op af Global Initiatives nyeste rapport om organiseret kriminalitet fra 2021, der er baseret på analyser fra 120 eksperter i Afrika. Rapporten viser, at Nigeria har det højeste niveau af organiseret kriminalitet i Vestafrika og ligger nummer fem på verdensplan. Og at kriminaliteten ekspanderer til udlandet.

Flere af de lækkede dokumenter viser beskeder sendt mellem medlemmer fra hele verden. Lige fra Nigeria til Storbritannien, Canada og Malaysia. I 2017 koblede canadiske myndigheder svindel for fem milliarders dollar til medlemmer fra Black Axe. Hvoriblandt en af svindlerne havde udgivet sig for at være FN-ambassadør. Politiet kom på sporet af sagen, da de tilbage i 2014 begyndte at snuse i det, der beskrives som en ’romance-fidus’. En enlig kvinde blev narret for op mod 600.000 dollars.

Temilade Adelaja/Ritzau Scanpix
Foto: Temilade Adelaja/Ritzau Scanpix

Til Europa

Så selvom kulten har sin rod i Benin Citys slumkvarterer, har gruppen som en organiseret global mafia også strakt sine internetfingre langt ind i Europa. I Italien genoplives årtier gamle antimafia-love for at tackle udvidelsen af Black Axe. Så sent som i april sidste år blev 30 formodede medlemmer i Rom anholdt sigtet for menneskesmugling, prostitution og internetsvindel.

De fleste forbrydelser involverede brug af bitcoins på det såkaldte ’dark web’, som er den del af internettet, der ikke er synlig på normale browsere og søgemaskiner. Her brugte de den virtuelle valuta til at købe falske kreditkort, som kunne bruges til online shopping.

Også i Sverige sigtede politiet i 2019 15 personer med mulig tilknytning til Black Axe for at smugle kokain og heroin til en værdi af næsten 112 millioner svenske kroner.

I USA har man taget aggressive metoder i brug i kampen mod Black Axe. I 2019 og igen i september 2021 iværksatte den amerikanske sikkerhedstjeneste FBI operationer direkte mod gruppen. Sidenhen har operationerne ført til sigtelse af mere end 35 personer for svindel på internettet for millioner af dollars, skriver BBC, der har talt med en tidligere FBI-agent.

Det amerikanske justitsministerium har endda lavet en hjemmeside for folk, der mistænker at have været udsat for svindel fra Black Axe. Her kan man se en lang liste af tidligere aliasser og metoder brugt af Black Axe-medlemmer og på den måde lægge to og to sammen, hvis man har modtaget en mail fra et af navnene.

Karl-josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix
Foto: Karl-josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix

Aliasset

Men hvis du nu bliver nysgerrig og får lyst til at kigge rundt på internettet efter lignende sager, der er blevet koblet til Black Axe, så er det en god idé at have øje for bevægelsen Neo Black Movement (NBM) også. Altså den bevægelse, Black Axe oprindeligt udsprang fra.

Neo Black Movement startede i Benin City og hentede sin ideologi fra kampen mod apartheid i Sydafrika. Den opererer verden over med sloganet: »Lighed og social retfærdighed« og annoncerer på sin hjemmeside jævnligt velgørenhedsarrangementer og holder årlige konferencer og seminarer for at fremme lighed. Og på papiret er det en lovlig registreret virksomhed i Nigeria.

Men både i USA og Canada betegner myndighederne de to bevægelser som værende den samme. Altså at Neo Black Movement blot er et alias for den kriminelle kult Black Axe. Og at den er lige så kriminel.

Selv tager NBM dog stærk afstand til den kobling.

»NBM er ikke Black Axe. NBM har intet at gøre med kriminalitet. NBM er en organisation, der søger at fremme storhed i verden«, siger NBM’s præsident Olorogun Ese Kakor til journalist Gbolahan Peter Macjob, da han spørger, om bevægelsen i virkeligheden ikke er et røgslør for Black Axe.

Der findes et utal konti på sociale medier under varierende udgaver af Neo Black Movements navn. Nogle med flere tusinde følgere. Flere af dem refererer implicit til Black Axe enten med økse-emojis, billeder af folk med økser eller formuleringen ’Aye Axeman’, der er brugt af Black Axe-medlemmer. I nogle kommentarspor refererer brugerne endda til Black Axes’ optagelsesritual ’bamming’, hvor den nye rekrut først slås halvt ihjel, hvorefter personen skal drikke blod fra sin egen tommelfinger og til sidst kravle igennem benene på overfaldsmændene.

Én kriminel organisation

Og der er mere, der tyder på, at de to organisationer deler mere end blot fædreland.

Flere af de lækkede e-mails kommer fra en konto tilhørende den tidligere formand for NBM Augustus Bemigho-Eyoyibo. Filerne viser ifølge BBC, at han er involveret i storskala internetsvindel. To sager viser, at han har haft en finger med i arvesvindel for 3,3 millioner dollars rettet mod britiske og amerikanske borgere.

Både den tidligere ’øksemand’ John Stone fra første kapitel og whistlebloweren Uche Tobias kalder Black Axe og NBM for samme organisation.

»Det er det samme. Det er en mønt med to sider«, siger John Stone og fortæller, at han lige så meget var formand i NBM som medlem af Black Axe.

Vi kommer nok ikke sandheden meget nærmere. Men én ting forbliver sikkert. Pas på, hvem du sender penge til. For du kan måske være med til at finansiere en stor kriminel forretning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce