En mand med tusindmile-blik snegler sig gennem Istanbuls tætte trafik.
Han skubber en trehjulet kærre, hvorpå han lægger stykker af skrotmetal, efterhånden som han finder dem eller får dem overbragt af folk i gaden. De skal senere sælges til fabrikker. Bag ham holder endeløse rækker af dyttende biler. Deres utålmodige jammer skærer gennem både bønnekald og tilbudsråbene i den lokale krydderibazar og når helt frem til en af arbejderkvarteret Üsküdars centrale pladser.
Her ligger ’Istanbul Halk Ekmek’.
Det er en afdeling af et statsfinansieret brødudsalg. Butikkerne ligger på alle tænkelige pladser og kvarterer i byen. Både her i Üsküdar i byens asiatiske del og i finere kvarterer på den europæiske side. Butikkerne er salgsboder med en glaslåge, hvorfra en person, typisk en midaldrende kvinde, langer subsidieret discountbrød over disken. Denne kølige januardag koster en pose halvanden lira – 75 danske øre – og indeholder lyst brød. Mere pølsebrød end speltbolle.
