USA’s grænse mod Mexico har de seneste årtier ikke alene været en skillelinje på tværs af det nordamerikanske kontinent, men også på langs i amerikansk politik mellem demokrater og republikanere.
Da Donald Trump i 2016 blev valgt som præsident, var et af hans store slagnumre at opføre en 3.000 kilometer lang mur mod det sydlige naboland for at standse den nordligtgående strøm af migranter og flygtninge. Da Joe Biden i 2020 tog over, var det med et løfte om at gen-humanisere den amerikanske udlændingepolitik.
Men ligesom Trump så langt fra kom i mål med sit projekt – faktisk fik han kun tilføjet cirka 75 kilometer regulær mur og forstærket den i forvejen 1.000 kilometer lange, eksisterende barriere – så er Joe Biden ikke rigtig kommet nogen vegne, og nu har en række demokratiske partifæller slået bremserne i forud for efterårets midtvejsvalg.
For et par uger siden lancerede fem demokratiske senatorer – sammen med seks republikanske modparter – et forslag, der ville pålægge Joe Biden at lancere en alternativ plan, før han eventuelt ophæver pandemi-nødloven Title 42, der var hovedårsagen til, at 90 procent af migranterne og flygtningene fra syd i den sidste del af Trumps regeringstid blev vendt rundt på grænsen af de amerikanske myndigheder.
