Lad os gøre det helt klart med det samme. Det franske præsidentvalg søndag handler ikke kun om Frankrig, men også om Europa, idet to vidt forskellige holdninger til det europæiske samarbejde, til Europas rolle i verden og til europæisk livsstil, tolerance og åbenhed står over for hinanden.
Når valget i Frankrig også vedrører os, hænger det sammen med det enkle, men ofte oversete forhold, at Frankrig er Europas førende politiske og militære magt.
Tyskland har stadig den økonomiske førertrøje, men Frankrig er med landets moderne atomslagstyrke den eneste troværdige militære magt i EU, og Frankrig er det eneste EU-land med fast sæde i FN’s Sikkerhedsråd.
Det giver den franske præsident redskaber i hånden, som Emmanuel Macron har forsøgt at udnytte før og efter Ruslands angreb på Ukraine, blandt andet i form af 17 samtaler med præsident Vladimir Putin.
