En lang række amerikanske byer lagde tirsdag aften jord til store demonstrationer mod højesterettens forventede beslutning om at gøre op med abort som en konstitutionel rettighed i USA.
Især unge amerikanske kvinder gik på gaderne i tusindvis og råbte ud i den mørke aften, at dommerne skulle »holde fingrene« fra deres kroppe. Mange medbragte skilte og beklædning med referencer til den fremtidsdystopiske republik Gilead i tv-serien ’The Handmaid’s Tale’, hvor amerikanske kvinders reproduktion er fuldstændig underlagt en magtelite af ultrakonservative mænds kontrol.
Det er selvfølgelig en voldsomt dramatisk parallel, men på den anden side er det svært at overdrive konsekvenserne, hvis den amerikanske højesteret holder sig bare nogenlunde til det udkast til en afgørelse i sagen om kvinders ret til abort i Mississippi, der mandag blev lækket til amerikansk presse.
Flere af de fremmødte demonstranter var nærmest i chok.
