Selv om mange af verdens lande bevæger sig mod flere muligheder for abort, er billedet ikke entydigt. For i nogle lande øges kvinders muligheder for at få foretaget en abort, mens det i andre lande indskrænkes.
Det forklarer Janne Rothmar Herrmann, der er professor mso ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og leder af et forskningsprojekt om reproduktive rettigheder.
Ifølge Amnesty International er adgangen til abort begrænset i 125 af verdens lande. Et af de lande, hvor retten til abort kan blive indskrænket i fremtiden, er USA.
Tirsdag blev der lækket et dokument fra den amerikanske højesteret. Dokumentet viste et flertal blandt højesteretsdommerne for at fjerne retten til abort.
