Det var en »glædens dag« blandt medarbejderne ved Life Choice i Clarksburg, da det mandag kom frem, at den amerikanske Højesteret agter at gøre op med den gældende fortolkning af den amerikanske forfatning, der i årtier har givet amerikanske kvinder ret til abort helt frem til omkring den 23. uge i graviditeten.
Det lægger stedets administrerende direktør Jessyca Hayes ikke skjul på.
I mere end et årti har hun stået i spidsen for Clarksburgs eneste og meget beskedne klinik og rådgivningscenter for gravide kvinder, der gemmer sig bag en grå facade på en stikvej mellem de to hovedgader i den engang levende – nu hensygnende – industri- og kulmineby i West Virginias grønne bjerge.
Et sted, hvor man nok har mistet både arbejdspladser, velstand og indbyggere de seneste årtier, men hvor man aldrig har mistet troen.
