Clarksburg havde brug for noget, der kunne tage smerten. Så enkelt var det. Det engang så vibrerende og produktive samfund i West Virginias bølgende højland havde omkring årtusindeskiftet – kollektivt – ramt grænsen for, hvad en lille by kunne klare af modgang.
Ikke fordi folk på egnen var svagelige. Tværtimod. Rygproblemer, afskårne lemmer og sorte lunger var blot nogle af de pinsler, indbyggerne i Clarksburg havde levet med i årtier. Det fulgte med det fysisk krævende arbejde som storleverandør af energi – især kul – stål og glas til et boomende Amerika, og i Clarksburg klagede man ikke.
Det strabadserende liv i Appalachia-højlandet – der adskiller USA’s frodige østkyst fra landets centrale, flade sletter – var gået i arv fra generation til generation. Ligesom visheden om, at hårdt arbejde gav både mening og mad på bordet.
Indtil det ikke gjorde det længere.
