Russiske styrker er på vej ind i den mellemstore industriby Severodonetsk i den østukrainske region Luhansk. Tidligere forsøgte russerne sig med en knibtangsmanøvre, men den strategi er tilsyneladende lagt på hylden.
Severodonetsk er den største ukrainskkontrollerede by i Donbas, der tæller de to regioner Luhansk og Donetsk. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har kaldt Donetsk og Luhansk for Ruslands ’ubetingede topprioritet’, og nu ser det ud til, at russiske styrker sætter alle sejl ind på at indtage den sidste større ukrainsk-kontrollerede by i Donbas.
Den lokale guvernør i Severodonetsk, Serhej Gajdaj, sagde mandag formiddag på ukrainsk tv, at Rusland bevæger sig ind i den østukrainske by. Severodonetsk har i dagevis været udsat for et bombardement uden ophør, og det meste af byen ligger i ruiner.
Guvernøren melder, at de russiske styrker er trængt ind i byens ydre områder, og at der er ’meget voldsomme’ kampe i gang.
