Tænk, hvis lederne af nogle af verdens største demokratier havde smidt skjorterne, så man kunne se deres bare overkroppe. Eller havde ladet sig forevige i bare overkroppe og til hest, ligesom Ruslands præsident, Putin, har gjort det i et af sine machoøjeblikke.
Ideen var lige oppe at vende i et spøgefuldt øjeblik, da lederne af syv af verdens førende økonomier og demokratier samledes til G7-topmøde på Schloss Elmau i Tysklands bayerske alper: fra USA’s præsident, Joe Biden, og Canadas Justin Trudeau til de vigtigste EU-ledere og Japans ministerpræsident, Fumio Kishida.
»Vi må vise, at vi er hårdere end Putin«, sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, til almindelig fnisen.
Det var inden, G7-topmødet for alvor var kommet i gang. Og det var før, at særligt indbudte ledere fra Indien og Afrika stødte til. Men det rammede nu hovedtemaet for G7-mødet fra søndag til tirsdag udmærket ind: Topmødet skal i høj grad vise Vladimir Putin, hvor stærke modstandere han er oppe imod.
