Ligene af mindst 46 mennesker blev mandag fundet i og omkring en lastbilanhænger, der var blevet efterladt i udkanten af den texanske by San Antonio. Der er formodentlig tale om migranter, der er kommet ind i USA fra Mexico.
Ud over de 46 omkomne blev 16 fundet i live, heriblandt børn. De er alle blevet indlagt med symptomer på hedeslag og alvorlig dehydrering.
»Lidelserne blandt migranter, der søger et tilflugtssted, er altid en humanitær krise«, siger San Antonios borgmester, Ron Nirenberg. »Men denne gang har vi at gøre med en forfærdelig menneskelig tragedie«.
