De er faldet på stribe: Boris Johnson. Donald Trump. Benjamin Netanyahu. Andrej Babis.
De seneste par år har været en ren nedtur for nogle af denne verdens største populister, efter at de med løgne og politisk vandalisme red på en politisk bærebølge i årene 2015-20. Efter at de med netop disse løgne og politisk vandalisme udhulede alt det, som et oplyst demokrati burde stå for. Efter at disse rigmænd og eliteuddannede magtmennesker kom til magten på en forvansket fortælling om, at de repræsenterede ’folket’ mod den ’elite’, de selv er rundet af.
Men fremgang og choksejre er blevet vendt til nederlag. Boris Johnson er faldet i Storbritannien. Donald Trump er faldet i USA. Benjamin Netanyahu og Andrej Babis i henholdsvis Israel og Tjekkiet. Og forude trækker det op til et nederlag for Jair Bolsonaro ved efterårets præsidentvalg i Brasilien.
Det er således fristende at erklære populismen for nødlidende. Mødet med virkeligheden, hvad enten vi taler Brexit eller covid-19-pandemien, har vist sig skæbnesvanger. Løfterne om lette løsninger på svære problemer stødte på en virkelighed, hvor populisternes lemfældige omgang med fakta og ansvarlighed førte til massiv overdødelighed under coronapandemien. Og hvor gyldne brexitløfter blev vekslet til en virkelighed med faldende velstand og øget ulighed.
