»Goddag, goddag, velkommen!«.
Fra deres terrasse følger et ældre ægtepar lidt betuttet strømmen af gæster med kurs mod den normalt fredelige lille bymidte af brosten og gulstensidyl. I vejkanten vajer det albanske flag og lidt længere henne EU-flaget og det græske og det franske og rundtom i byen resten af de europæiske flag, hvilket altså ikke er helt normalt på de kanter. Mariager er i 4 dage omdannet til et demokratisk værksted om alt det, der rører sig i Europa – om klimaet, krigen, Putins gas og alt det midtimellem. Over 133 debatter, 7-8 forskellige scener og et hav af boder fra politiske partier, foreninger og EU-institutioner.
Det lyder umiddelbart ulogisk med et europæisk folkemøde i en lille nordjysk by med små 3.000 indbyggere, som i forvejen synes, der er langt til København.
Men idémanden bag, Casper Hedegaard, fastholder, at Ukraine-krig og Brexit har gjort det vigtigt for borgerne at engagere sig mere i den europæiske debat og vise, at EU ikke kun vedrører Bruxelles og til nød Christiansborg.
