Foran aviskiosken på det brede fortov ved Via Silvestro Sanvito står to unge mænd fordybet i, hvad der ligner en vigtig samtale. Kiosken, de står ved, ligger lige uden for bymidten i den norditalienske velhaverby Varese, og disken bugner farverigt af ugeblade og aviser, der for det meste skriver om det forestående parlamentsvalg, som finder sted senere på måneden. Og det er også politik, de to unge mænds samtale drejer sig om.
»Det er det, der optager os mest«, siger 19-årige Leonardo Goglia, som er velfriseret og bærer en lyseblå sweater over skuldrene med ærmerne nydeligt bundet om halsen.
Hans et år yngre ven Samuel Balatri, klædt i skjorte og slips, nikker entusiastisk.
På den måde adskiller de to unge mænd sig fra de italienske unge, som ikke interesserer sig synderligt for politik. Ved det seneste parlamentsvalg i 2018 var de 18-24-årige den gruppe, der havde størst tilbøjelighed til at undlade at stemme. Ud af de knap 4 millioner borgere i denne gruppe udeblev mere end hver tredje. Ifølge undersøgelser fra universitetet i Bologna ser den tendens ud til at fortsætte ved det kommende valg.
