Tirsdagens amerikanske midtvejsvalg kan sende USA tilbage mod en mørk middelalder og endda i retning af fascisme, lød det for nylig i en opsigtsvækkende advarsel på den amerikanske tv-station CNN.
Det opsigtsvækkende var ikke kun ordvalget i advarslen. Det var også afsenderen, Rusty Bowers, der i årevis har været et fremtrædende medlem af Donald Trumps eget Republikanske Parti i nøglestaten Arizona.
Men han fik nok af Donald Trump og hans løgne om en stjålet sejr ved præsidentvalget i 2020. Så Rusty Bowers har sagt fra med det forudsigelige resultat, at han efter tirsdagens midtvejsvalg er færdig i partiet, hvilket i sig selv rummer en pointe om Det Republikanske Partis tilstand.
Men forinden havde han altså advaret mod Donald Trump og et lokalt republikansk forsøg på i Arizona at gennemtrumfe en ny lov, der reelt ville have givet delstatens lokale parlament beføjelser til at underkende et valgresultat og selv udpege vinderen.
