Var Trump-tilhængernes storm på Capitol Hill i januar 2021 blot en fredelig demonstration, der løb løbsk, eller et regulært kupforsøg? Det spørgsmål har været heftigt diskuteret siden angrebet, der kostede fem mennesker livet og efterlod en historisk skamplet på det amerikanske demokrati.
Nu har en jury ved en domstol i Washington, D.C., fældet sin dom, og den lyder, at der var tale om noget langt større end en protest, der gik hen og udviklede sig voldeligt.
Sent tirsdag aften dansk tid blev fem medlemmer af den militante og højreekstreme organisation Oath Keepers dømt skyldige i forskellige anklager i forbindelse med optøjerne, og mest bemærkelsesværdigt blev to af gruppens ledere – Stewart Rhodes og Kelly Meggs – dømt efter en meget sjældent brugt paragraf om konspiration om oprør.
»Justitsministeriet er forpligtet til at stille de mennesker, der angreb vores demokrati 6. januar 2021, til ansvar. Anklagerne og politiet har arbejdet utrætteligt på denne sag og udvist exceptionelle evner«, lød det i en udtalelse fra en yderst tilfreds amerikansk justitsminister, Merrick B. Garland.
