Der er kø døgnet rundt for at komme ind på Deltin Royale, Goas mest berømte kasino. Entréprisen er hamper, men det ser ikke ud til at skræmme gæsterne, som er i deres stiveste puds. Til gengæld inkluderer et papirarmbånd gratis alkohol ad libitum, og børn under fem år kommer gratis ind.
Det er et halvt århundrede siden, at langhårede frigjorte hippier satte Goa på landkortet. Den tidligere portugisiske koloni er fortsat et af Indiens mest populære feriemål, men nu er det hovedsagelig indiske turister, der strømmer til. De kommer for at drikke billig alkohol, leve strandlivet (betragtelig mere tildækket end hippierne) og for at spille deres penge væk på de mange kasinoer. Hasardspil er forbudt på indisk jord, men i slutningen af 1990’erne fandt en smart investor et smuthul i den strenge spillelov: Hvad nu, hvis kasinoerne ikke lå på land, men ude på vandet? I de følgende år poppede kasinobådene op som selvlysende gopler langs Goas kyst.
Deltin Royale duver ude på Mandori-floden og skal ingen steder hen. På dækket danser forældre og børn til tonerne af Eagles’ ’Hotel California’ under Goas tropiske stjernehimmel. Ved kajen sidder tiggerne, magre og senede, klædt i laser og med et lønligt håb om, at all inclusive-promillen vil gøre nattens gamblere ekstra gavmilde.
Sådan var Indien i 2022. Et lille hjørne af landet.
