Det er daggry, og ved toppen af Trabzongaden i Kahramanmaras er der underligt stille. Lige bortset fra de mange glasskår og stumper af plastik og metal, der dækker fortovet og knaser under fodsålerne, når man bevæger sig hen over det.
100 meter længere fremme bliver stilheden afbrudt.
Det er en sagte lyd, men alligevel så skærende, at den påkalder sig al opmærksomhed. Det er lyden af gråd, og den kommer fra en kvindelig skikkelse, der sidder helt alene og rokker frem og tilbage på den kolde kantsten.
Kvinden, der er omkring 45 år, sidder direkte over for en sammenstyrtet bygning og ser lige ind i en gigantisk bunke af mursten, gips og glas.
