Lars Løkke Rasmussen (M) har lige været til en sølvudstilling i New Delhi. Det var egentlig lidt kedeligt – men så alligevel. Nogle af smykkerne er 5.000 år gamle. De er vidnesbyrd om civilisation og rigdom på et tidspunkt, hvor det, vi i dag kalder Danmark, var midt i bondestenalderen.
Det sætter tankerne i gang hos udenrigsministeren. Hvor længe har Danmark egentlig været et rigt land? Hvor længe vil det vare ved?
Løkke er i Indien for at bakke op om et stort dansk erhvervsfremstød. Men det, han selv kigger efter, er konturerne af en ny verdensorden.
»Det er jo det interessante ved at være her og se sådan en gammel udstilling. Det hurtige blik på Indien kan godt være, at det ikke er særlig udviklet, og nu skal de i gang med en rejse, vi også har taget. Men de har jo været der før, indtil briterne kom. I deres optik er de bare ved at genfinde deres plads i verdensøkonomien«, siger han.
