Det første, der rammer mig, er lugten.
Hvis du nogensinde har befundet dig i en minkavlers stald, vil du vide, hvad jeg taler om. Det er en skarp jordagtig lugt af moskus, der river i næsen og gør luften tykkere end i København Zoos abebur.
Hvis jeg lukkede øjnene og tog et dybt åndedræt, ville jeg tro, at jeg stod i en dyrebesætning langt ude på landet. Men jeg befinder mig i lyserøde omgivelser på anden sal i et højhus midt i Seoul. Til venstre for mig er et stort bur med surikater, til højre sidder et par vaskebjørne og foran mig ligger lugtens katalysator; ræven.
Rummet, jeg står i, er en del af Meerkat Friends, en lille dyrecafe i Seoul, der tilbyder gæsterne at klappe, fodre og tage selfies med blandt andet surikater, kænguruer, ræve, vaskebjørne, klippegrævlinger, snohalebjørne, hunde og katte.
