Præsident Joe Biden går op ad en stentrappe i borgruinen Carlingford Castle i Irland og standser op for at se ud over det stålgrå Irske Hav, hvor hans tiptipoldefar på mødrene side stævnede ud mod Amerika i 1849.
Nede på jorden står musikere med sækkepiber og spiller en original sang med titlen ’A Biden Return’ for at fejre den 80-åriges seneste besøg i sine forfædres hjemland. Irsk støvregn drypper ned over præsidentens baseballcap.
Med andre ord, Joe Biden er i sit es her på den første rejsedag, onsdag.
»Det er pragtfuldt!«, råber han ned til en gruppe journalister. »Det føles, som om jeg er kommet hjem«.
