Ifølge øjenvidneberetninger var Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i januar 2012 adskillige timer forsinket til et officielt møde med New Zealands premierminister.
Da hans fly fra Moskva mellemlandede på en stillehavsø for at tanke op, tog Lavrov sig en dukkert i havet, slikkede sol, fik et par drinks – og glemte alt om tiden. Han var trods alt udenrigsminister i Rusland – en atommagt, Sovjetunionens efterfølger i FN’s Sikkerhedsråd, den niendestørste økonomi i verden. Hvad var New Zealand for ham andet end to små øer in the middle of nowhere?
Tiden har ændret sig markant siden Lavrovs dukkert. Nu har New Zealand sluttet sig til Vestens sanktioner mod Rusland, og Sergej Lavrov rejser rundt i Afrika og forsøger ikke at komme for sent. Hans ukrainske kollega, Dmitrij Kuleba, er lige i hælene på ham.
Siden januar i år har Lavrov besøgt ti afrikanske lande. Kuleba og Maxim Subkh, Ukraines særlige repræsentant for Mellemøsten og Afrika, har besøgt 15 – flere af dem to gange.
