Det var en stor dag for de 120 unge afrikanske politikere. Efter flere dages intensiv træning på lederskolen i Tanzania, havde eleverne sendt et takkebrev til skolens sponsor, »Kammerat Xi Jinping«.
Og til deres store overraskelse havde Kinas statsleder svaret.
Xi var »glad for at høre, at workshoppen var en succes«. Han noterede sig, at eleverne havde »diskuteret vigtige emner, såsom hvilken slags udvikling et regeringsparti skal føre for sit land i den nye æra«. Han bad politikerne huske på det store ansvar og den mission, de er blevet pålagt.
»Kina og Afrika tilhører et samfund med en fælles fremtid, der deler velstand og sorger, og håbet om et langvarigt venskab mellem de kinesiske og afrikanske folkeslag hviler på den yngre generation«, skrev Xi i sit svarbrev ifølge statsmediet Xinhua.
