Som barn i Sydafrika lærte Elon Musk smerten at kende og lærte også at overleve den.
I en alder af 12 blev han sat op i en bus og kørt ud til en overlevelseslejr i vildnisset, der var kendt som en veldskool. »Det var en paramilitær udgave af ’Fluernes herre’«, husker han. Børnene fik kun små rationer mad og vand, som de havde lov til – for ikke at sige blev opmuntret til – at kæmpe om. »Mobning blev anset for en dyd«, siger hans lillebror, Kimbal. De store drenge lærte hurtigt at tæve de små og tage deres ting. Den lille og akavede Elon fik tæv to gange. Han endte med at tabe sig fem kilo.
Hen imod slutningen af den første uge blev drengene delt op i to hold og fik besked på at angribe hinanden. »Det var fuldstændig vanvittigt og ikke til at forstå«, mindes Musk. Engang døde en af drengene. Lærerne fortalte historier om det til skræk og advarsel. »Lad være med at være lige så dumme som ham den taber, der døde i fjor«, sagde de. »Lad være med at være en svag og dum taber«.
Da Elon kom på veldskool for anden gang, var han knap 16 år. Han var blevet meget større, skudt op til over en meter og firs med en krop som en bjørn og havde også fået lært sig en smule judo. Veldskool var ikke længere helt så slemt. »Det gik op for mig, at hvis nogen mobbede mig, kunne jeg bare slå dem meget hårdt på næsen, så gjorde de det ikke igen. De ville muligvis tæve mig sønder og sammen, men hvis jeg først havde slået dem hårdt på næsen, holdt de op med at komme efter mig«.
