En er realitystjerne, en er forkæmper for hjælp til kvinder – og en er ked af at miste McCarthy som ven. De er forskellige, men har det tilfælles, at de allerede har skrevet historie, og at de er klar til at gøre det igen.
De otte republikanske medlemmer af den amerikanske Kongres, der væltede formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, bliver tit bare kaldt yderligtgående republikanere og ikke nærmere beskrevet. Det har vist sig at være en fejl at undervurdere dem og deres mærkesager. Når der skal vælges ny formand, bliver de og deres ligesindede igen svære at komme uden om.
Men hvem er de? Og hvad er deres bevæggrunde?
Andy Biggs er valgt i Arizona og har været modstander af den nu forhenværende formand Kevin McCarthy i mange år. Han er ultrakonservativ og har længe forgæves forsøgt at påvirke partiets ledelse. Tirsdag sagde Biggs, at McCarthy havde fejlet som leder. »Han er løbet fra mange af de løfter, han gav i januar. Han kan derfor ikke betros styringen«, skrev Biggs på X (tidligere Twitter).
