Kampklædt politi måtte søndag barrikadere sig på rådhuset i Serbiens hovedstad, Beograd, da mange tusinde vrede demonstranter gik amok med sten og jernstænger og forsøgte at trænge ind i bygningen. Demonstranterne er overbeviste om, at regeringen har begået alvorligt valgfusk i forbindelse med parlamentsvalget og flere kommunalvalg 17. december.
Også ved valgkommissionens kontor og ved politigården samlede demonstranterne sig. Mindst otte politifolk blev såret, men med store mængder tåregas og knippelslag fik politiet i sidste ende opløst de voldelige protester. Den serbiske regering har oplyst, at 38 personer indtil videre er blevet anholdt.
Oppositionspartiet Serbien mod Vold, der fik cirka en fjerdedel af stemmerne, mener, at det nationalkonservative regeringsparti, Serbiens Progressive Parti, og præsident Aleksandar Vučić, som har været ved magten i mere end et årti, har snydt ved blandt andet at køre op mod 40.000 serbiske vælgere fra blandt andet Bosnien & Hercegovina og Montenegro i busser til valgsteder i Beograd for at stemme her for at at påvirke valgresultatet i hovedstaden. Ifølge målinger havde oppositionen en reel chance for at vinde der.
Der har også været beskyldninger om køb af stemmer, og det forlyder, at offentligt ansatte er blevet presset til at stemme på regeringspartiet for at beholde deres job, ligesom der flere steder har været anmeldelser om vold og chikane mod valgobservatører, der skulle rapportere om uregelmæssigheder på valgstederne.
