En aften i 1998 ringede telefonen, og en kvinde sagde: »Kom med det samme. Og tag medicinen med. Ellers skyder jeg min mand«

Få måneder forinden havde Oregons indbyggere med stort flertal vedtaget en lov om, at uhelbredeligt syge borgere med mindre end et halvt år at leve i, kunne få udskrevet en recept på dødbringende medicin, så de kunne afslutte deres liv. Lovens navn var Death With Dignity Act– på dansk Loven for en værdig død, og juristen og politikeren George Eighmey var blevet kendt i offentligheden som en af fortalerne. Han satte sig ind i sin bil og kørte så hurtigt, han kunne, ud mod kysten i det sydlige Oregon.

Ægteparret var i 70’erne og boede et smukt sted lige ud til havet. Da hustruen åbnede døren, blev hun overvældet af følelser.

»Hun grinede og græd på samme tid«, siger George Eighmey.

Han stryger fingrene hen over kinden og lukker øjnene, mens han husker tilbage på, hvordan han blev vist ind i køkkenet. Her sad den lungesyge mand og læste The New York Times. Han var forbundet til en iltflaske med en slange, der løb hen over gulvet. George Eighmey kom til at træde på iltslangen, hvilket fik manden til at udbryde: »Nå, det er sådan, I tager livet af folk«.

Så blev han mere alvorlig og spurgte: »Har du medicinen med?«.

George Eighmey rystede på hovedet. Han forklarede ægteparret, at ifølge den nye lovgivning skulle to læger først vurdere, om manden havde mindre end seks måneder tilbage af livet. Derefter skulle de finde et apotek, der ville udlevere medicinen. Han skulle desuden gentage sit ønske om dødshjælp med to ugers mellemrum. Ægteparret lyttede. Så sagde manden:

»Gå i gang. Jeg er klar«.

Fred i sindet

Dødshjælp er til debat i Danmark. Regeringen nedsatte i oktober 2023 Udvalget for en mere værdig død, hvis arbejde skal munde ud i et oplæg til politikerne om en mulig dansk model for dødshjælp. Da Etisk Råd sidste år tog stilling, var 16 ud af 17 medlemmer imod. I deres stillingtagen tog de udgangspunkt i to forskellige modeller:

’Den nederlandske model’ – som findes i blandt andet Holland og Belgien. Her kan en læge yde aktiv dødshjælp – eller såkaldt eutanasi – til en patient, der oplever ’ubærlig lidelse’, men ikke nødvendigvis er tæt på at dø. Det er lægen, der giver patienten medicinen.

I den anden ende af spektret findes ’Oregon-modellen’, hvor ansøgeren skal have mindre end seks måneder tilbage at leve i og være i stand til selv at tage den dødelige medicin, som udskrives på recept af en læge. Modellen var den første af sin slags, da den blev indført i 1998, og Politiken er taget til Oregon for at undersøge, hvordan det er gået de foreløbig 26 år med loven. Og hvad fortalere og modstandere mener, muligheden for dødshjælp har gjort ved staten.

»Loven hjælper mange flere end dem, der vælger at tage medicinen«, siger Peg Sandeen, direktør i Oregons afdeling af den landsdækkende organisation Death With Dignity, som kæmper for at udbrede muligheden for dødshjælp til hele USA.

57-årige Peg Sandeen har netop sat sig i sin stol på organisationens hovedkontor i Portland. Hun bemærker, at den knirker:

»Men jeg havde helt glemt lyden. Jeg har ikke siddet her i månedsvis«, siger hun.

Ligesom resten af teamet har hun siden covid arbejdet hjemmefra. Og når hun skal mødes med syge og døende, tager hun ud i deres hjem.

»Nogle patienter får fred i sindet bare ved at få udskrevet medicinen. De behøver ikke at tage den – men de ved, at hvis de lider, kan de selv tage kontrollen«, siger hun med henvisning til, at kun to tredjedele af dem, der bliver godkendt, rent faktisk tager medicinen.

Derudover er der de mange, som bare ved, at det er en mulighed. Men som ikke vælger det.

»Og jeg tror, det er en af de vigtigste ting ved at være menneske. At have et valg«.

Som døende oplever man ofte langsomt at miste meget, man førhen fandt glæde ved.

»Du går ikke på arbejde og møder kolleger, du kan måske ikke længere dyrke sport eller andre interesser, være sammen med dine børnebørn eller komme ud af huset. Dit liv handler stadigt mindre om, hvem du er som menneske, og mere og mere om behandling. Death With Dignity giver mennesker et valg på et tidspunkt i deres liv, hvor meget er taget fra dem«.

Aids-epidemien og Dr. Death

Peg Sandeen er vokset op i Iowa, hendes mor var hospicesygeplejerske, og døden var et helt almindeligt samtaleemne ved spisebordet. I 1990’erne blev Peg Sandeen uddannet socialrådgiver og begyndte at arbejde med hiv-smittede.

»Det var dengang, alle døde af sygdommen«, siger Peg Sandeen.

Det gjaldt også hendes egen mand John, som blev konstateret hiv-positiv i 1989. Han led forfærdeligt frem mod sin død i 1993, fortæller Peg Sandeen. Forinden havde han tryglet hende om at slå ham ihjel.

»Det var frygteligt at se ham dø på den måde. Og jeg tænkte: ’Der må være en anden mulighed derude’«.

Netop de mange dødsfald under aids-epidemien var med til at sætte emnet på dagsordenen i USA. I 1991 strøg bogen ’Final Exit’ ind på The New York Times’ bestsellerliste. Bogen af forfatteren Derek Humphry indeholder instruktioner om, hvordan man begår selvmord. Og samtidig kørte den kontroversielle læge Jack Kevorkian rundt i USA i 1990’erne og gav dødshjælp til ifølge ham selv 130 patienter. Medierne døbte ham ’Dr. Death’, og han blev senere dømt for at hjælpe en als-patient til at dø og sad otte år i fængsel.

»Loven i Oregon blev skrevet ud fra den zeitgeist. Jeg blev voksen i den periode, hvor bevægelsen blev født, og med Johns død voksede mit liv og bevægelsen sammen,« forklarer Peg Sandeen.

Det første år med loven fik 22 personer i Oregon udskrevet en recept på den dødbringende medicin – 16 valgte at gøre brug af den. Siden er antallet af indbyggere, der vælger at gøre brug af muligheden, steget år for år. Helt nye tal viser, at antallet af mennesker, der fik udskrevet medicinen i 2023, var 560 – heraf valgte 367 at bruge den til at dø. Det er en stigning fra 304 året forinden.

Mennesker vil leve

Også for jurist og politiker George Eighmey var aids en af grundene til, at han kastede sig ind i kampen for en lovgivning. Eighmey blev som den første åbne homoseksuelle kandidat valgt ind i Repræsentanternes Hus i Oregon i 1993.

»Jeg så alt for mange unge mennesker dø af aids på den mest tragiske måde. Nogle begik selvmord, andre blev hjulpet i døden af deres kærester. Jeg hjalp med det juridiske, men det var ikke nok«, siger George Eighmey.

Han var med til at få loven om dødshjælp fremsat som et borgerforslag i 1994, der blev endeligt vedtaget ved en folkeafstemning i 1997 med et flertal på 60 procent. Siden har han været formand for blandt andet organisationen Compassion and Choices en nonprofitorganisation, der arbejder for adgang til dødshjælp i USA. Og han har rejst rundt i hele landet og hjulpet fortalere i andre stater med at advokere for og få gennemført lovgivning. I alt 11 delstater har i dag en lovgivning, som i store træk kopierer Oregons model. Blandt andre nabostaterne Washington og Californien, men også Hawaii og Vermont.

»Vi har taget det delstat for delstat«, som han siger.

Han peger på, at kun ganske få i Oregon rent faktisk benytter sig af lovgivningen. Antallet af personer, der får udskrevet en recept på dødbringende medicin, er godt nok steget år for år. Men i samme periode er antallet af indbyggere i staten steget fra 3,3 til 4,2 millioner – og andelen af døde med dødshjælp har konstant ligget under 1 procent af alle døde – i 2023 var det 0,8 procent.

»Det er min oplevelse, at mennesker gerne vil leve. Selv når det gør ondt. Vi skynder os ikke ind i døden«, siger George Eighmey.

En gammel historie

Det er Oregon Health Authority, der holder styr på data og også mere detaljerede opgørelser over, hvilke sygdomme de døende lider af, (langt de fleste har uhelbredelig kræft), deres bopæl (de fleste er bosat i statens store byer) og deres etnicitet (9 ud af 10 er hvide). Gennemsnitsalderen er 75 år.

Det er researchanalytiker Craig New, der står for at organisere og udsende data, og sammen med statsepidemiolog Dean Sidelinger stiller han op til interview i sundhedsmyndighedernes hovedkontor. Vi bliver placeret i et mødelokale uden vinduer med plads til 20 personer. Men der er kun os.

Som det første understreger Dean Sidelinger, at Oregon Health Authority forholder sig neutralt til loven, som blev endeligt vedtaget af statens indbyggere for 26 år siden.

»Så det er jo old news«, siger han.

Siden er loven blevet justeret to gange. Patienten skal gentage ønsket om dødshjælp to gange med en venteperiode på 14 dage. Den periode har man siden 2020 haft mulighed for at suspendere, hvis man vurderer, at patienten har mindre end to uger tilbage at leve i. Og i 2022 blev det muligt for indbyggere fra andre stater at rejse til Oregon og benytte Death With Dignity Act. Det første år benyttede kun fem patienter sig af den mulighed. Men i 2023 steget antallet til 23.

»Forud for ændringen talte man om risikoen for dødsturisme. Men det kan vi ikke se i tallene. Det er færre, end jeg forventede«, siger Craig New.

Dean Sidelinger supplerer:

»Oregon er ikke blevet en dødsdestination. Vi skal huske, at det er meget syge mennesker, og det er ikke et tidspunkt, hvor man beslutter sig for at flytte. Det vil være ganske få, der ønsker at benytte sig af den her mulighed«.

De fremhæver også, at der sideløbende med udrulning af loven har været en stigning i både hospice og palliativ behandling i Oregon, som i dag er en af de delstater i USA med det mest omfattende tilbud til døende.

»Som myndighed tilbyder vi ikke dødshjælp officielt eller reklamerer for det. Så den langsomme stigning i antallet af borgere, der benytter sig af muligheden, handler om, at det er blevet en accepteret del af sundhedsvalget«, vurderer Dean Sidelinger.

Kritik af muligheden for dødshjælp er også dalet med årene, og debatten handler i dag primært om grupper, der ikke har adgang til dødshjælp. Det gælder ikke mindst patienter med alzheimers, som, når de er uafvendeligt døende, ikke længere er mentalt klare. Samt en gruppe af patienter med als, som, når de kun har seks måneder tilbage at leve i, ikke længere fysisk er i stand til selv at tage medicinen.

De mener ikke, at lovgivningen har ændret Oregon – tværtimod udspringer loven af en fremherskende kultur, som findes i staten allerede. Dean Sidelinger peger på, at delstatens slogan er ’She flies with her own wings’ – Oregons indbyggere værner om deres frihed.

»Ideen om autonomi og valg i sundhed er stærk i Oregon. Vi har en stærk beskyttelse af reproduktiv sundhed. Vi var også den første delstat i USA, der legaliserede psykedeliske svampe«, siger han.

Inden vores taletid løber ud, slår de to myndighedsrepræsentanter fast, at der ikke har fundet misbrug sted i en eneste sag, siden loven blev taget i anvendelse. 26 sager er blevet henvist til en medicinsk bestyrelse, som ikke fandt grund til at rejse kritik.

»Ingen er fundet skyldige i forseelser«, siger Dean Sidelinger.

Statens stærke individer

Også Peg Sandeen fra Death With Dignity peger på, at indbyggerne i delstaten Oregon er en af årsagerne til, at loven her blev den første i USA.

»Selvstændighedsfølelse er en del af vores dna. Og derfor vil oregonianerne også selv bestemme, hvordan de vil dø«, siger Peg Sandeen.

Hun ser de samme karaktertræk hos de mennesker, der vælger dødshjælp. De er ofte meget selvstændige og handlekraftige.

»De vælger at dø på denne måde, fordi det også er sådan, de har levet deres liv. De har måske haft deres egen virksomhed. Eller været matriarken i familien. Det er stærke individer, der har været vant til at rydde problemer af vejen«, siger Peg Sandeen.

Ud over de 11 delstater, der har indført lovgivning om dødshjælp, har 16 delstater forslag på vej gennem lovgivningssystemet. Peg Sandeen fra Death With Dignity spår, at New York og Massachusetts er tættest på at legalisere dødshjælp.

»Og New York er en vigtig, stor stat«, siger hun.

Men det bliver næppe i et år med præsidentvalg, siger hun.

»Det er for følsomt et emne for lovgiverne at tage op i et valgår. De vil hellere tale budgetter«.

Selv om hun forventer, at flere stater i fremtiden vil indføre lovgivning, har hun også en konstant frygt for, at de nuværende muligheder bliver rullet tilbage. Ligesom det er sket med abort.

»Når man ser på den retning, USA går, når det gælder kropslig autonomi, bliver jeg bekymret. Vores land er meget splittet, og det er en reel trussel, at der i fremtiden bliver færre valg i sundhed«.

En af de ting, man kan læse i den spritnye rapport, der bygger på tal fra 2023 er, at 20 procent af de borgere, der vælger dødshjælp, har en bachelor fra universitetet – 10 procent har en professortitel eller højere. Under 5 procent har kun almindelig folkeskole. De første år var andelen af folk med en længere uddannelse endnu højere – det har udjævnet sig lidt. Men for Peg Sandeen understreger det pointen om, at loven ikke presser samfundets mest udsatte mennesker i døden.

Foto: Don Ryan/Ritzau Scanpix

»Der er langt større risiko for, at folk afholder sig fra at søge om det, fordi det er så krævende at kvalificere sig, end at nogen bliver presset til det. Hvis et familiemedlem har onde hensigter og ønsker at få adgang til bedstemors penge, er der lettere metoder end at forsøge at presse dem til at benytte sig af Death With Dignity Act«, siger hun.

Den officielle betegnelse for dødshjælp i USA er Medical Aid In Dying – altså medicinsk dødshjælp. Det har erstattet udtrykket assisteret selvmord.

»Selvmord har en meget negativ og ubehagelig klang«, siger Peg Sandeen.

»For mennesker, som vælger det, er det ikke et selvmord. I modsætning til mange mennesker, der vælger selvmord, er de alle uafvendeligt døende. De beslutter bare selv, hvilken dag de vil dø«, siger hun.

Modstanderne derimod holder fast i at kalde det selvmord, når de da ikke kalder det drab. Og de tilhører ofte meget religiøse grupper, som også er imod abort. At et flertal af indbyggerne i Oregon stemte for loven i sin tid, skyldes derfor blandt andet også, at delstaten er blandt de mindst religiøse i USA – med den laveste andel af kirker pr. indbygger.

Foto: Richard Ellis / Alamy Stock Phot/Ritzau Scanpix

Som det sidste, inden Peg Sandeen giver mig hånden til farvel, sender hun et budskab direkte til de danske politikere:

»Dødshjælp vil altid være et tilbud til de få. Lovgivning er ikke så kontroversielt, som I måske tror«.

Lægen som bøddel

Modstanden blandt læger er organiseret i foreningen Physicians for Compassionate Care, hvor Charles J. Bentz er et af de 1.400 medlemmer. Han er læge i intern medicin med speciale i geriatri – altså ældresygdomme – og har i mange år arbejdet og undervist på det katolske hospital Providence i Oregon. Han mener, dødshjælp er undergravende for relationen mellem læge og patient.

»Lægens rolle er at yde omsorg – ikke at dræbe. Hvis du er patient, og du ved, at jeg kan afslutte dit liv, ødelægger det tilliden«, siger han.

Under samtalen bøjer Charles Bentz sig frem med hænderne indtrængende og gestikulerende foran sig. Han er 62 år, har tre årtiers lægeerfaring, og patientens liv er det vigtigste for ham, forklarer han. Hvis en patient ytrer ønske om at dø, skal lægen ikke acceptere det, men i stedet undersøge, hvad dødsønsket skyldes.

»Jeg vil tilbyde min hjælp og undersøge, hvad det handler om. Hvad er patienten bange for? Er det smerter? Dem kan vi lindre. Det er en medfølende reaktion. Frem for bare at agere salgsautomat for dødbringende stoffer«, siger Charles Bentz.

Han mener ikke, det er værdigt at afslutte livet selv.

»Og den naturlige død er ikke uværdig«, som han siger og peger på, at man i nabolandet Canada i 2022 var oppe på 4,1 procent af alle dødsfald – primært med aktiv dødshjælp, altså eutanasi, ydet af landets læger.

Og det er skræmmende, hvis også USA kommer dertil, siger Charles Bentz. For ham gør det ingen forskel, om lægen giver medicinen eller alene udskriver recepten.

»Om jeg holder dig fast og injicerer dødelig medicin ind i dig, eller om jeg giver dig en pille, for at du kan dø, er for mig det samme. Jeg bestiller din henrettelse«, siger Charles Bentz og tilføjer:

»Dødshjælp i Oregon har undergravet min profession. Læger skal ikke være bødler«.

Uetisk at holde folk i live

George Drasin er en af de læger, der udskriver recepter til døende. Som han sidder i en blød stol med den ene af sine to hunde på skødet, ligner han mere en flink bedstefar end en bøddel. Men i løbet af de seneste otte år har han udskrevet recepter til omkring 125 patienter, som han vurderede opfyldte kriterierne for dødshjælp. Han er pensionist, oprindeligt uddannet radiolog og har arbejdet på hospice frem til 2018. Han har kun hovedrysten tilovers for modstandere.

»Som læger er vi forpligtede til at hjælpe og behandle mennesker, som lider. Og vi er også forpligtede til at støtte patientens valg. Jeg mener, det er uetisk at holde folk i live, når de er døende og ikke ønsker at leve længere. Det er ikke god medicinsk omsorg og praksis«.

I de første år var det svært at finde læger, der ville udskrive medicin. Men det er blevet lettere med tiden, og i dag er der flere hundrede læger i staten, som er villige til at hjælpe patienterne. Det skyldes blandt andet, at der ikke har været sager om brud på loven, mener George Drasin.

»Den frygt, modstanderne havde, for at familier ville presse deres nærmeste til at tage imod dødshjælp for at spare penge, eller at loven på anden måde ville blive misbrugt – intet af det er sket«.

Han har aldrig været usikker på patientens ønske eller om, hvorvidt en patient var uafvendeligt døende. Men indimellem har han været i tvivl om, hvorvidt en patient kun havde seks måneder tilbage at leve i.

»Det er jo en individuel vurdering. Men som tidligere hospicelæge har jeg meget erfaring at trække på«, siger han med henvisning til, at man også skal have mindre end seks måneder tilbage af livet for at blive henvist til hospice.

George Drasin mener dog, at lovgivningen er for striks.

»Jeg mener, man burde have længere tid end seks måneder tilbage at leve i. Mennesker, som får en demensdiagnose eller andre neurologiske sygdomme, kan godt være i stand til at træffe en beslutning om, at de ikke ønsker at leve. Men ikke, når de når hen imod de sidste måneder af deres liv. Og det er jo frygtelige sygdomme med en virkelig dårlig prognose«, siger han.

Alligevel ønsker han på ingen måde en lovgivning som i nabolandet Canada, hvor aktiv dødshjælp er en mulighed.

»Jeg synes, at eutanasi er meget forkert. Men jeg mener, vi har en virkelig god lov her. Vi har haft den i 26 år – og vores erfaringer taler for sig selv«, siger George Drasin.

10 gange har han været der, når patienten tog medicinen.

»Og jeg har aldrig oplevet tvivl hos nogen af dem. Aldrig nogensinde. De vil gerne afsted«.

En velbevaret hemmelighed

Læger er faktisk sjældent til stede i selve dødsøjeblikket. Det er til gengæld frivillige fra organisationen End of Life Choices Oregon, EOLCOR. En af dem, der har været frivillig, lige siden det hele begyndte i 1998, er 82-årige Derianna Mooney. Hun tager imod på verandaen i sit lille hus i Portland, hvor vindspil sender en ringlende lyd ud over den stille forstadsvillavej. Derianna Mooney har netop rejst sig fra sin gyngestol og støtter sig til en metalstok, da hun viser forbi stuen, hvor den klassiske musik strømmer ud og videre ind i køkkenet.

Foto: Amanda Lucier/Amanda Lucier for Politiken

»Muligheden for dødshjælp er en af de bedst bevarede hemmeligheder i Oregon. Mange mennesker kender ikke til det, hvilket er sørgeligt, for langt flere kunne have glæde af den. Især fattige og sorte har ikke hørt om det«, siger hun.

Imens hun serverer hjemmelavet blåbærtærte – som hun selv roser – taler hun om sit liv, om sin familie og ikke mindst om døden. Både sine forældres, sin eksmands, og de mere end 100 menneskers død, som hun har bevidnet.

»Måske flere. Jeg tæller ikke«, siger hun og tilføjer – som om hun forstår, hvad jeg tænker:

»Nej, det er ikke hårdt – men tværtimod meget berigende. Jeg har lært noget af hver eneste«.

Den første var en velhavende ældre kvinde, der drak medicinen i en seng med silkepuder i ryggen, opsat hår og nylakerede negle. Den seneste var en ældre, sort kvinde fra et af byens belastede kvarterer.

Hun har arbejdet som hjemmesygeplejerske, men også indenfor hospicebevægelsen. Det var et aktivt valg, fordi hun var bange for døende og døden. Begge hendes forældre havde begået selvmord.

»Det var tragiske og traumatiske dødsfald, som mærkede mig. Men jeg valgte at konfrontere min egen frygt. Og fandt ud af, at langt de fleste mennesker dør meget smukt og fredeligt«.

Derianna Mooney blev frivillig kort efter, at hun flyttede til Oregon fra Texas i 1998, samme år, som lovgivningen blev taget i brug, og er i dag en del af organisationen EOLCOR, som hjælper patienter, der ønsker dødshjælp. Som frivillig hjælper hun både med papirarbejdet og kontakt til læger, der kan vurdere, om patienten kan godkendes til Medical Aid In Dying.

»Men det vigtigste er faktisk at lytte. Jeg gør mit bedste for at forstå, hvad de har brug for, for at slutte fred med deres egen død«, siger hun.

Hun tilbyder også at være til stede på selve dødsdagen, hvor hun hjælper med det praktiske, såsom at gøre medicinen klar, så den døende og de pårørende kan koncentrere sig om deres sidste tid sammen. Inden patienten tager medicinen, stiller den frivillige fra EOLCOR altid de samme tre spørgsmål:

Ved du, hvad der sker, hvis du tager den her medicin? Er du sikker på, at du gerne vil dø? Og er det din egen beslutning?

Kun i meget få tilfælde har Derianna Mooney oplevet, at folk bakker ud. Og så tager de som regel medicinen på et senere tidspunkt. Men selv de personer, hun møder, som er fast besluttede, kan godt have brug for støtte for at give slip på livet.

»Det handler om frygt for det ukendte. Men også om, at man ikke ønsker at give slip på det, man har. Jeg forsøger at hjælpe den døende med at forstå, at de er in charge. Og at andre nok skal tage over nu«.

På køleskabet ved siden af billeder af børnebørnene, køleskabsmagneter og julekort fra nær og fjern hænger hendes behandlingstestamente, hvor hun har skrevet, at hun ikke vil genoplives ved hjertestop.

»Alle kommer til at dø, også mig. Men jeg tager herfra med en bevidsthed om, at jeg har hjulpet mange andre med at blive befriet fra lidelse«.

Redning for to personer

82-årige politiker og advokat George Eighmey har nået en alder, hvor han ofte bliver spurgt, hvad han selv ville vælge, hvis han blev syg og vidste, at han skulle dø.

»Jeg aner det ikke. Det kommer an på omstændighederne. Men jeg er glad for, at jeg har muligheden for selv at bestemme over min død«.

Efter 40 år i politik er han stille og roligt ved at overlade arbejdet med at advokere for dødshjælp til yngre kræfter og i stedet bruge mere tid på at rejse med sin partner, Peter.

Tilbage har han minderne om de hundredvis af syge og familier, han har rådgivet. Og de 48 gange, han har siddet ved et dødsleje, hvor et menneske havde valgt en medicinsk udvej. Første gang var den kræftsyge mand til den kvinde, som ringede ham op den aften i 1998 med en trussel om at dræbe sin kræftsyge mand.

Efter at han havde besøgt ægteparret, sørgede George Eighmey for kontakt til læger for at hjælpe med alt det praktiske, og da manden efterfølgende var klar til at gøre en ende på sit liv, var George Eighmey til stede.

»Jeg gav ham glasset med medicinen, han løftede det op, kiggede på sin kone og sagde: »Honey, det har været en alt for kort rejse, men det har været mit livs bedste««.

Så drak han. Fem minutter efter var han bevidstløs og efter en halv time var han død. Hustruen vendte sig mod George Eighmey med tårer i øjnene og sagde:

»Jeg var klar til at gøre, hvad han bad mig om. Så du reddede to mennesker i dag. Min mand fra lidelse og mig fra fængsel«.